Klar til børnehave?

‘Dit barn skal starte i børnehave den 1. Marts 2019’

Jeg troede faktisk lidt det var løgn da jeg fik den besked…. vi skrev hende jo op til børnehave for noget der ligner 2,5 år siden og så jeg jeg ikke spekuleret så meget mere over det!

Indtil beskeden dumpede ind i min e-boks.

Jeg prøvede lidt bare at ignorere det, for så tænkte jeg, at det måske gik væk af sig selv… not!

En dag fik jeg også en besked fra vuggestuen om, at Sally havde været på besøg i sin kommende børnehave og da hun blev hentet hjem, snakkede hun ikke om andet!

Jeg tror altså ikke helt hun er klar over, hvor angstprovokerende det er for hendes mor, at det nu er et helt nyt kapitel der skal tages hul på og at hun bare bliver større og større…. Pludselig giver det mening, at folk får flere og flere børn. Tanken om at de ikke længere er små væsner der skal have hjælp, kan sikkert drive en til at få endnu flere børn, for altid at have en ‘lille’ en ved hånden.

Så blev det sidste dag

Og idag kom så allersidste dag i vuggestuen og den lille dame fik farvel-boller, flag og sang. Jeg blev et øjeblik i tvivl om, de rent faktisk jublede fordi hun stopper… de forsikrede mig om, at det ikke var det hele ceremonien handlede om, men en måde at sige pænt farvel. Sally åd 2 boller, viftede med flaget, og så skred hun!

Jeg har ikke vidst hvor meget man skal snakke om det der børnehave og gøre ‘klar’ til det – jeg har jo ligesom ikke prøvet det før. Hver gang vi snakker om børnehave og spørger om hun er klar, svarer hun efterhånden lettere irriteret: jaaaaa jaaaaaa. Selv pædagogerne siger, at hun har været klar det sidste halve år nærmest. Så jeg må håbe og tro på, at hun nok skal tage godt imod alle de nye indtryk der kommer.

Skal jeg selv sørge for mad?

Madkassen er indkøbt, hun valgte selv den praktiske udgave og realiteten om, at jeg skal til at smøre madpakke rammer lige straks som en klam vaskeklud i ansigtet. I vuggestuen havde vi madordning og i min naivitet troede jeg, at sådan var det i alle instutioner. NOT. Der skal medbringes formiddagssnack, middagsmad og sågar bleer skal vi til at have med selv! Synes de drosler noget ned på serviceniveauet jo ældre de bliver de der børn.

Og hvad giver man en på 3 med i madpakke? og hvor meget? Må de godt få ostehaps med hver dag eller er man så en dårlig mor? Ooooooorrkkkkk der er så meget jeg ikke er informeret om!

Én ting kan jeg garantere…. skiftetøj, det skal hun eddermame få med i massevis, så det er sidste gang vi skal høre på, at nu har Sally ikke flere strømper eller nu har Sally frosset fingrene fordi hun ikke havde vanter med! Jeg har pakket så meget tøj, at det fylder 2 kæmpe store net, ha!

Og er det så for meget? Eller hvad?

Se der… der var altså nogen der burde havde sat mig ind i børnehaveopstartsreglerne…

Og vi vælger så, at starte i børnehave lige præcis til fastelavn, hvor alle de andre børn er udklædte og ikke til at kende. Jeg har taget fri imorgen, og er ret spændt på hvordan det hele kommer til at blive.

Det viser sig jo, at Sally ofte overrasker positivt (pånær da hun fik galoperende ADHD i flyveren) og klarer de fleste nye situationer ret så fint. Så mon ikke imorgen nok skal blive ok.

Det skal nok gå…

Jeg kan sige til mig selv nok så mange gange, at jeg ikke er klar og at tiden er løbet afsted alt alt for hurtigt… men faktum er, at det er imorgen! Og hvor end jeg gerne ville udskyde det eller stoppe tiden, så er det her vi er.

Og selvfølgelig blir det godt. Hun blir endnu mere fantastisk af at lære af nogle større børn of forholde sig andre. Hun bliver endnu mere sej af at blive udfordret og lære nyt. Og jeg bliver ældre og ældre og ældre og….

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen